Jeg får fortiden som en gave jeg aldrig har bedt om, men selvfølgelig pakker jeg den op. Det er det samme igen, og jeg tror endda det var mig der i sin tid anskaffede den. Tanken er imidlertid god nok, og jeg ved at skæbnen er en distræt gammel mand. Han er ikke uden hverken humor eller ømhed, han har bare meget at holde styr på, og ingen guder til at hjælpe sig. Spørgsmålet er om han vil se humoren i at få den igen, føle sig dårligt behandlet eller aldrig opdage hvad der indtraf. På et skib hvor alarmklokker ringer, og matroser råber “Spring overbord” og “Red jer selv, hvem der kan”, stopper man ikke en medpassager for at spørge hvad klokken er. På tilsvarende vis er mine muligheder for at opklare situationen ikke gode. Jeg pakker gaven ind igen.