Jeg har forsøgt at skrive om dette emne i mange år. Som én der har oplevet, og stadig oplever, hvad det handler om, i det mindste brudstykker af det, må jeg sige at det er vanskeligt at udtrykke sig om, både i tale og på skrift. Det er ikke fordi det er svært at afsløre, det gør mig ikke pinligt berørt eller bange, men fordi det har den effekt at forskellige gådefulde forhindringer placerer sig mellem ens tanker og den handling det er at tale om dem eller skrive dem ned. Det kan ligefrem virke som om disse barrierer opstår før tanken, så tanken selv fremstår som en handling der allerede er forskudt i forhold til den ubevidste impuls der går forud for den. Det sidste er jeg dog langt fra sikker på; det virker som en overtaget eller udefrakommende frase, at henvise til en ubevidst impuls. Måske opstår det problematiske allerede ved brugen af ordet tanke, hvilket får det til at lyde som om det er så nemt at, uden videre, henvise til det der foregår i bevidstheden. Når noget kaldes en tanke, må man forstå at der er tale om noget allerede formuleret, et stykke sprog, som er klar til at overskride tærsklen til den ydre verden som tale eller tekst, men hvis det var sådan, ville forskellen mellem det udtrykte og det man udtrykker så godt som falde væk. Når jeg nu er pinligt klar over hvor utilstrækkeligt dette forsøg er, og hvor usikkert det er hvad det giver anledning til hos læseren, kunne jeg udsætte offentliggørelsen i årevis, det er jeg egentlig tilbøjelig til, det er sådan jeg har angrebet det igennem en årrække. Jeg kunne fortsætte med at bilde mig ind at jeg måtte forske mere i det, samle mere af det, opmagasinere det i billedlige kartoteker og arkivskabe. Men forskellige oplevelser og samtaler, og også visse tekster jeg har læst, har fået mig til at indse at jeg aldrig vil nå frem til den endelige eller blot tilstrækkelige formidling af det, og at det derfor er bedre at leve med det utilstrækkelige end slet ikke have noget at leve med. Samtidig tror jeg at have forstået hvordan en erfaring, om den er nok så ufuldstændig, stadig har værdi, fordi den i en andens bevidsthed lykkeligt kan supplere det der er tilstede i forvejen. Jeg tror jo ikke at mit møde med det har en særlig unik karakter. Vi ved alle hvad det drejer sig om, og har alle så at sige været der – ja, alle er der naturligvis stadig og altid. Det eneste jeg kan fremhæve som særligt ved min vinkel, er at jeg i modsætning til mange andre, af grunde som jeg ikke helt forstår, men som givetvis er tæt knyttet til selve indholdet af hvad vi taler om, har været noget nær besat af at udtrykke det i sproglig form. Jeg tror ikke at det i sig selv er en særlig værdi, men som et bidrag blandt andre, er det værdifuldt. Det jeg deler her er hovedindholdet (eller resterne) af mit sidste gennembrud. Som det forstås, var det at bryde gennem egentlig selve erfaringen. Det var den konkrete oplevelse i mit samlede system, som kom til at stå for det hele, det var den som kom til at fungere som et afgørende nyt ord i mit private leksikon. Hvis jeg kunne sige eller skrive det ord, ville jeg allerede have gjort det, og ikke helmet før alle havde hørt eller læst det, men dels er det ikke et ord der kan siges eller skrives, og dels ville det alligevel ikke bære sin betydning med sig, hvilket ingen ord jo kan. Der er altså ikke andet at gøre end at bero på det held at det jeg kalder det nye ord, som en god første tilnærmelse svarer til den plads det ville optage, også i læserens bevidsthed, hvis det kunne transporteres derind. Så det er vel hvad vi kommer frem til på dette sted, at jeg taler om et tomrum, en holdt plads, et område hvor enderne ikke når sammen, og netværket ikke dækker. Betragt derfor denne tekst som en prunkløs men funktionel indpakning, måske ligefrem gavepapir. Nu da du har pakket gaven op – hvis jeg må være så prætentiøs – er det op til dig hvad du vil gøre med den, og hvordan du vil bruge den i dit liv. Jeg har selvfølgelig mine ideer og håb, men som bekendt indebærer emnet at både forhindringer og forståelse dannes af det væv af mening som omgiver det. Du er nu det nye ords omgivelser, det er et hulrum i dit ellers massive sprog, som altid vil være der, eller rettere, det er noget som aldrig vil være der, lige meget hvad du siger.