(fra Sprogets og verdens størrelse)

Hver gang man begynder en diskussion af hvad som helst er der mulighed for at sige at vi må starte med at definere vores begreber. En uenighed fx, synes at forudsætte en enighed om noget der angår begreberne. Hvis A siger P og B siger ikke-P, kan de ikke mødes i en uenighed hvis ikke P er det samme. Det er et velkendt fænomen at P i diskussioner aldrig er helt det samme, og man kan få lyst til at spørge om uenighed overhovedet er mulig. I et sådant perspektiv er alle diskussioner hvor der udtrykkes uenighed intet andet end partikler der flyver gennem rummet uden nogensinde at ramme hinanden.

Det virker ufrugtbart. Er du ikke enig?

Det er et sært moment i diskussioner, når det eksplicit udtrykkes at uenigheden angår hvad et begreb burde betyde. Handler det bare om at korrigere hinandens sprogbrug, og hvor skal vi finde den korrekte begrebsbrug? Alle ved i dag at vi ikke uproblematisk kan finde den i en ordbog. Desuden findes ordbøger nærmest ikke længere. Der findes databaser, og heller ikke rigtig det, der findes statistiske modeller. Der findes store sprogmodeller.

Det er en meningsfuld definition af korrekt begrebsbrug at forbinde det med den brug der faktisk er. Det modsatte reduceret til absurditet, ville være at insistere på en korrekt måde at bruge et begreb på, som man var den eneste der gik ind for. Held og lykke med det.

På den anden side er idéen om “faktisk brug”, pivåben for indvendinger. Der er jo ikke nogen bestemt brug der faktisk er, også matematisk-statistisk er der mange måder at tage et gennemsnit på, og ikke én af dem er autoriseret af Dansk Virkelighedsnævn.

Vi må sige: hver gang vi bruger et begreb, er det en dobbelt håndbevægelse. Vi bruger vores forståelse af hvad det betyder på forhånd, samtidig er vores brug et forslag, en stemme på hvad det kan betyde efterhånden.