(fra Æstetik)
Jeg skal skynde mig sammen med min 6-årige datter. Min gang er automatiseret, underordnet, formålsbestemt. Det er mit pragmatiske perspektiv: vi skal fra a til b. Min datters gang er også automatiseret, men ofte brydes den op af undersøgelser af terrænets muligheder, hop og spring, vildveje med vilje, eller måske ikke med vilje; i hvert fald (skridt er fortsatte afbrudte fald) ofte alt andet end pragmatisk, alt andet end automatiseret. Skat, du går den forkerte vej! Når du klager over at du ikke kan gå mere, hvorfor går du så meget længere end du behøver?

Det er almindelige oplevelser med børn som vi kender mange variationer af. Det er også en metafor; der er den lige linje mellem a og b, hvor rejsen bare skal overstås, og der er zigzaglinjen, hvor a til b bliver væk i et helt alfabet.

Det er klart at både start, rute og mål findes, det er også klart at alle steder på ruten kan anskues som både start og mål. Det pragmatiske perspektiv er netop blot et perspektiv, så hvad der er den enes pragmatik, er den andens æstetik og omvendt – eller hvad?

Hvorfor vil jeg nå frem til et givet mål? Vi kan angive andre grunde i form af andre mål, men alle de pragmatiske mål har en tomhed til fælles. Jeg forstår dem som tomme, for de giver ikke noget i sig selv, de er ikke noget værd når det kommer til stykket. Og nu kommer vi til stykket; de pragmatiske kæder og hierarkier af mål, er indlejret eller underlagt eller rettes mod noget andet. Hvad er dette andet? Nødvendigvis noget som har værdi i sig selv. Formen på argumentet svarer helt til Aristoteles idé om den ubevægede bevæger, det af sig selv nødvendigt eksisterende, det der ikke har brug for yderligere forklaring, der hvor årsagskæden stopper.

Så cykler jeg på en rusten damecykel som er lidt for lille til mig, og på vej ned ad bakken springer kæden.

Det er ikke et mystisk princip hinsides dagligdagen, hvis det er et mystisk princip, gennemsyrer det dagligdagen. Der er noget der er rart. At sætte sig ned når man lige er lidt træt i benene. At drikke når man er tørstig. At genkende noget. At trække en forbindelse. At se dit smil. Og der er noget der ikke engang er rart, men som alligevel er der i sig selv, masser af det faktisk. Mening i rå form kan gøre helvedes ondt eller føles himmelsk. Det pragmatiske er forstæder udenom hele byer af mening, rå og simpel, og raffineret og sammensat.

Hvis du forbandt a og b, hvilken slags vej ville du så være?