(Fra Lige dele hund og engel)
Må man tage hunden med sig ind i himlen, kan man synge og spørge. Man spørger fordi man ved at det er tvivlsomt om man “må”. Udover de mange lavpraktiske forhold (Er der hundeposer i himlen?), er der mange, lad os kalde dem højpraktiske spørgsmål, at interessere sig for. Hvorfor er det man gerne vil have hunden med? Formentlig fordi man holder af den, og ville savne den hvis den ikke kom med. Men det giver anledning til et markant sammenstød mellem forskellige forestillinger. Kærligheden til hunde (og mellem hund og menneske), kan vanskelig kaldes intellektuel eller platonisk. Tværtimod er noget af det fine ved hunde at de er meget konkrete i deres måde at være hunde på. En hund holder man af på en meget kropslig måde. Det handler om den måde den hopper op og ned ad en på når man endelig kommer, den måde den ligger sig ind til en på, dens varme krop, dens vejrtrækning, den måde den kan stå afventende og kigge på en. Fælles for alle disse forhold er at de er meget lidt abstrakte, platoniske eller åndelige.
For at sige det med en tegneserieagtig, men ikke forkert formel, så er et kærlighedsforhold mellem mennesker lig med det hundemæssige plus andet og mere. Den del af det menneskelige jeg kalder hundemæssig, er nok i sig selv rigere end den er hos hunde, men stadigvæk; hunden er en god repræsentation af det kropslige og konkrete.

Man kan operere med mange forskellige mentale modeller af hvad en himmel skulle være, men de mest udbredte forestillinger kan man beskrive som en form for sfære hvor det kropslige ikke har adgang, men hvor der er frit lejde for immaterielle eksistensformer. Sidstnævnte er sjæle og den slags. Når man forsøger at forestille sig en sjæl, og fx afbilder den, får man variationer over noget luftigt og rent lysende. Man danner en kontur af et menneske, samtidig med at man forsøger at fjerne menneskets stoflighed. Det er vanskeligt i sig selv, fordi det er en selvmodsigende opgave, men problemet bliver sat endnu mere på spidsen når man forsøger at gøre det med en hund. Tænk på en gravhund fx, eller en puddel, og dens lysende eksistens som ren form. Tænk på dens kontur som et sjæleligt omrids. Det går ikke rigtig. Hvad angår mennesket er det svært nok at abstrahere fra alle de dele af vores menneskelighed som er rigeligt konkret; vi går fx på toilettet jævnligt. Vi er vant til at abstrahere det væk, også i vores dagligdag og i fortællingerne om den. Vi mennesker har mange lag, og vi er vant til at se bort fra nogle af dem.

Når det angår hunde, er det vanskeligere. Hunde har ikke så mange lag i deres eksistens. Deres realitet er ikke inddelt i repræsentationer og repræsentationer af repræsentationer.

Så når vi spørger om hunden må komme med i himlen, bliver det også et spørgsmål om man kan forestille sig hvad det er man spørger om, og overhovedet give noget indhold til idéen om at mennesker kunne eksistere immaterielt.

I Brøndums Encyklopædi (1994), som var en poetisk leg med encyklopædigenren (i anledning af Den Store Danske encyklopædis aktualitet) havde jeg to opslag, nemlig “engel” og “hund”, som henviste til hinanden. Uanset hvad opfattelsen af engle er historisk i forskellige teologiske traditioner, forekommer det mig at sammenstillingen af de to begreber kan noget. Så snart man sætter de to figurer sammen, slår det metaforiske gnister. De kan ligesom ikke være i samme rum.

I den kategorisering af krop og bevidsthed som vi er vant til, og som har mange år på bagen, er der ingen tvivl om hvor “hund” og “engel” hører til. Hunden er uomtvisteligt kroppen, og englen lige så ubetvivleligt bevidstheden. Det er dermed en oversættelse af hvad et menneske er; lige dele hund og engel. Det giver anledning til endnu en formulering af det psykofysiske problem. Hvordan er det lige man forestiller sig et væsen der både er hund og engel? Hvordan sidder sådan en kimære sammen?

Hvis vi spørger, hvad er bevidsthed – hund eller engel? Vil man sige “engel”, måske endda uden at tøve. Der er imidlertid meget der tyder på at det er det forkerte svar.

Lad os prøve med endnu et velkendt begrebspar; tanke og følelse. Hvad er hund og hvad er engel? Igen er det ikke svært at se hvad der er det “kulturelt korrekte” svar. Hunde føler, engle tænker. Men afhængigt af temperament kan man begynde at føle sig lidt utilpas ved den kategorisering (hvis man ikke allerede var det det).