(fra Det psykofysiske problem)
Nogle gange er det muligt at beskrive en smerte på en rammende måde. Karakteristisk nok, er det når vi kan bruge offentligt tilgængelige metaforer, der kan knyttes til den ydre verden, som fx forskellen på jagende smerter der kommer som stik, og en vedvarende murren. Lægen stiller spørgsmål rettet mod sådanne forskelle, og kombinerer dem med handlinger; “gør det ondt når jeg trykker her?”

Vi ved at smerteoplevelse afhænger af den indstilling man har til smerten, om den opleves som meningsfyldt eller ej, om den er uventet eller ventet, om man er i kampberedskab eller ej, om man afledes af noget andet, og så videre. Vi ved at oplevelsen af hvor smertefuld en proces, fx hos tandlægen var, afhænger af smerteforløbets narrative karakter. En smertefuld behandling der slutter med små smerter, rapporteres som mindre smertefuld end en mindre smertefuld behandling der slutter med større smerter.

En god måde at stille spørgsmålet om qualia, i dette tilfælde smerte, på spidsen, er at overveje om det er muligt for to mennesker at have den samme smerte. I en qualia-orienteret tænkning, vil man svare nej, for man forestiller sig den enkeltes smerteoplevelse som både privat, unik og oplevet som en helt særlig kvalitet. Men man kan gå til spørgsmålet ad andre veje, og kigge på hvordan vi faktisk omtaler og omgås smerter. Fra lægens synspunkt er humlen ved at spørge efter smerteoplevelser at kunne bruge dem som diagnostisk værktøj. Det er muligt fordi der faktisk er forskellige typer af smerter man kan have. De er allesammen ubehagelige, men kan have forskellige styrker, placering og karakter over tid. Hvis to mennesker beskriver deres smerte på samme måde, giver det så ikke mening at sige at de har den samme smerte? Jo, der er numerisk forskel på smerterne, den ene sker i den ene person, den anden i den anden, men det er ikke overraskende. To mennesker kan uproblematisk spille det samme stykke musik, selvom det heller ikke er det samme, i numerisk forstand.

Smerteoplevelse er på alle måder kontekstafhængig og fortolkningsfølsom. Filosoffen der anerkender det (og det bliver hun nødt til), men vil holde fast i at selve smerteoplevelsen er primært givet på en radikal måde, må efter at have anerkendt alle de dagligdags erfaringer, alligevel kaste dem til side, og sige, jo, men selve smerten, dén!…

For at lave den figur, må hun operere med en abstraheret idé om et stykke smertequalia som ikke sker over tid, som subjektet ikke selv forholder sig til, som ikke er en del af en større kontekst, men som en platonisk idé om en spids trekant flyver lysende og klar lige i synet på et indre lille menneske. Der er noget paradoksalt i den sammenstilling; et aspekt af et virkeligt levende menneskes subjektivitet isoleres og tages ud, for at sættes ind i en uvirkelig filosofisk abstraktion om bevidsthed. Som om det abstrakte væsen der erkender noget med sit Ego Cogito Sum, nu udsættes for en primær og ren smerte, og siger av for helvede hvor er det direkte, for satan hvor er det primært, hold da kæft hvor kan jeg bare ikke være i tvivl!