(Fra Øvelsens æstetik)

Som barn havde jeg en oplevelse af hvordan øvelse kan åbne nye verdner for én. Jeg gik på Skt. Annæ skole hvor man som dreng synger i Københavns drengekor. Alle havde vist en vis form for musikalitet ved en optagelsesprøve, men mere ualmindelige var vores forudsætninger heller ikke. Vi var en almindelig flok drenge som kunne synge lidt og godt kunne lide musik. En dag blev vi udsat for et korværk af Per Nørgaard. Indtil da havde vi sunget harmoniske og melodiske værker. Jeg sang typisk anden-alt, og de forløb af toner min gruppe i koret skulle lære, tog længere tid at lære, fordi de ikke gav så meget mening i sig selv som sopranernes melodi. Mange af værkerne havde altstemmer som var kedelige og fragmentariske i sammenligning med melodistemmen. Til gengæld var det en oplevelse når hele blev sat sammen og det gik op, og det gik op i rene harmonier som var til at forstå. Kun sjældent skar klangene i ørene, og når de gjorde, var det altid det sidste korte trin trin før harmonien blev genoprettet, fra ledetone til grundtone.

Per Nørgaard-stykket var anderledes. Som et moderne stykke kompositionsmusik for kor, var dets virkemidler anderledes, hele perspektivet var forrykket i sammenligning med de klassiske korstykker vi kendte. Den umiddelbare genkendelighed var forsvundet. Dengang havde jeg ikke mange begreber at bruge om det, men måske så meget desto mere mærkede jeg forskellen i hele kroppen som en frustration. Vi fik spillet de enkelte stemmer for os, og de lød mærkelige hver især. Underlige abrupte spring, og ikke en tydelig spørgsmål- svar-struktur i melodien, ja ingen af stemmerne lød som en melodistemme, men som understemmer der var sværere at afkode end vi hidtil havde oplevet. Det var fremmedartet nok, men det mærkeligste var da stemmerne blev sat sammen, og vi intuitivt forventede at meningen nu ville indtræffe. Denne gang skete det modsatte. Det lød forkert, synes vi. Så forkert, så skærende umuligt at vi ikke kunne holde vores stemmer. Det noderne forlangte at vi gjorde, var at blive på lange toner der gned sig alt for tær op ad andre lange toner. Lange skærende dissonanser med halvtoner imellem, djævelens treklang, to små tertser ovenpå hinanden, og andre variationer af disharmonier. Det særlige ved disharmonier, i hvert fald når man er vokset op med det vestlige tonale system, er at de skriger på at blive opløst, og lede videre over i en harmonisk løsning af den generende spænding. Der optrådte sådanne opløsninger, hvor vi sang toner vi gerne ville synge, men det var forbigående, og gav ikke hvile. Det meste af stykket, som jeg husker det, bestod af de spændinger som var så vanskelige at fastholde. På den måde var det typiske forhold mellem spænding og harmoni præcist vendt om.

Os drenge tog afstand fra det. Vi grinede, hvad vi ellers sjældent gjorde under korøvelse, og syntes det lød ad helvede til. Men selvfølgelig skulle der øves. Vi brugte væsentlig længere tid end vi plejede på et stykke, og øvede stemmerne hver for sig i længere tid. Den første oplevelse var at det var trods alt var muligt, fx for os alter, at lære vores stemme. De mærkelige spring, og de abrupte skift mellem små og store intervaller som endda ofte var skæve, gjorde det nødvendigt at øve ganske små dele ad gangen. Vi sang lavt og tvivlende når vi mærkede at vi var usikre på nøjagtig hvor en tone lå. Det krævede mange gentagelser, men det blev bedre efterhånden, og der kom et tidspunkt hvor også de skæve spring sad hvor de skulle, og vi med klar og overbevist røst kunne ramme dem. Intonere præcist, som man siger. Jeg kan ikke huske processen i detaljer, men jeg kan huske fornemmelsen af at begynde at holde af vores stemme. Gav den mere mening nu, bare fordi vi kunne den? Forstod vi den bedre? Hvordan man end bedst udtrykker det, var vi holdt op med at grine og mærkede ikke længere et behov for at tage afstand fra det mærkelige og fremmedartede. Næste trin var naturligvis at sætte stemmerne sammen. De første mange gange gled den ene eller den anden stemme det lille fristende stykke over til en af nabostemmerne. Det var stadig hamrende svært. Vi vidste at vi kunne finde og holde fast i vores toner, men at det krævede at vi forstod det samlede billede og vores plads i det bedre. Det skete efterhånden. Vi kunne holde de skærende dissonanser, og fastholde dem præcist, da vi havde forstået hvad de var og hvordan de lød.

Jeg kan ikke tale for de andre drenge, men for mig er oplevelsen blevet i mig som en nøgleerfaring jeg er vendt tilbage til mange gange siden. Det var vildt at gå fra ikke at kunne til at kunne synge stykket, men det vildeste var at komme til at elske det stykke musik. Det stykke jeg en håndfuld uger tidligere havde hørt som frastødende og meningsløst havde forvandlet sig. Det var blevet smukt, og måden det var blevet smukt på, var næsten uforståelig i sin enkelhed: vi havde øvet os på det.