Verdensmusik er der allerede noget der hedder. Men hvad ville det være hvis vi tænker ordet som et alternativ til verdensbilledet? Musikken, selv den kakofoniske, går mod noget harmonisk, for så vidt som den ikke kan undgå at virke som en samlet sum, både vertikalt og horisontalt. Det er verden som et symfonisk forløb i et koordinatsystem af noder. Verden som først og fremmest bestående af tid, og tid som relationerne mellem tonerne. Spørgsmål og svar, spændinger der stiger og opløses. Lydlige mønstre der væver sig ind og ud og rytmer der opstår og forsvinder i samspillet.