Jeg lagde vægt på synssansens primære karakter. I forskellige kontekster, også sproglige, har sanserne forskellige styrker. Verden som tekstur, som noget hvis virkelighed vi mærker bedst ved at lade fingerspidserne løbe hen over den, er en verden der er tæt på. Den er helst blød og kropslig. Følesansen er den mest lokale sans, dens rækkevidde er nul, når vi kan mærke overfladen, er vi lige ved den. Det bliver nærliggende at tænke på babyen, barnet, den kropslige tryghed i omfavnelsen, og den erotiske berøring.

Tænk at have føling med verden. En verden der kun var tekstur, kun berøring, intet andet end følesanselig. Mine fingre føler æblets kurve med forskellig vægt, mit æble føler fingrene, de forskellige tyngder, æblefingre.