I stedet for et “verdensbillede” kunne man tale om en “verdenstekst”. Den er ikke lige så nem at se for sig(!) men vi kan sagtens give ordet indhold. Myter og religiøse fortællinger siges ofte at udtrykke verdensbilleder og -syn. Skabelsesberetninger, kulturers oprindelsesmyter, fortællinger om kampe mellem godt og ondt, er velkendte genrer der tegner billeder af verden. Vi kender typisk disse fortællinger som tekst, og kender en række tekstbaserede religioner. Her er en interessant parallel til forholdet mellem ord og billede, hvor billedet ofte er forstået som mere primært; det talte ord forstås også ofte som primært i forhold til det skrevne. Derrida fik en hel filosofi ud af at vende det forhold om, og lade skriften være det primære, som såvel tale som billede afledes af, og videre ved at kritisere hele idéen om at der er noget primært, oprindeligt, med direkte virkelighedsadgang.

Vi kunne også sige “verdensfortælling”. Men hvordan fortælle om hele verden? Løsningen er at fortællingen fungerer som billede. Fortællinger, især de klassiske af slagsen, er tæt på det visuelle. De handler ikke (eller i meget begrænset omfang) om tanker, intentioner og indre liv, men er handlinger, udvekslinger, kampe, rejser – noget der kan tegnes billeder af, noget der kan ses.

Tekster, og sådan set også mundtlige fortællinger, har nødvendigvis en lineær form. Når de komponeres, er der ingen vej udenom, man bliver nødt til at starte med noget, og så lade det næste følge, hvorefter det næste næstfølgende følger, og så videre, indtil man er færdig, der ikke er mere plads, man opgiver eller bliver forhindret. På den måde minder tekst om liv.