I mange forord står der at få læser forord. Til gengæld er det også stedet at insistere på at det forhold, at du læser dette forord, i det mindste disse indledende ord, forordets forord, hører til blandt de mest ubetvivlelige udsagn i verden. Jeg tænker, altså er jeg, trænges væk, med sine tvivlsomme identiteter, af den nutid som læsningen rejser som et verdensstort bygningsværk. Hvis sætningerne har mening, når de læses, finder deres betydning sted når de læses, og det sted kan ikke løses fra det her og nu som meningen er i, eller består af, eller bygger på. Der er indbygget et jeg og et du i teksten. Jeget er en usikker konstruktion som afhænger af hvad vi ved om forhistorie og omstændigheder. Duet er anderledes trygt eksisterende, uafhængigt som det er af ethvert andet forhold i verden, end det der uafviseligt foregår mens det sker. Jeg påstår ikke at duet er stabilt over tid, eller ustabilt, eller at jeg ved hvad disse og andre alternativer vil sige. Jeg påstår ikke at du er et jeg hvis forhistorie og omstændigheder sikrer dig mod forsvinden, tilblivelse eller forvandling. Blot at du ikke kan komme udenom at blive ramt af mit du, du må erkende at du er dit rigtige og eneste navn, at det er mere gældende i dette nu, du, end alle andre navne i verden. Jeg lyder helt forkert, som et betalingsmiddel uden dækning, kan jeg ikke indløse min pålydende værdi. Jeg kan ikke være i dette ord, jeg, som på en gang er alt for snævert og betydningsløst bredt. Okay, vi kan også allesammen være jeg, lad os bare sige det. Men du, du er den eneste garanteret nærværende, objektivt levende, tilstedeværelse. Jeg er misundelig på dit evige liv, du.