(Fra Mod alle profeter og åbenbaringer)

Ordet åbenbaring peger på noget der åbnes, noget der blotlægges, noget der afklædes. Noget afsløres, slør fjernes, forhæng trækkes fra. Hvad er det der blotlægges, åbenbares, bliver synligt, træder frem? Det er jo bare en metafor, og den er stærkt misvisende. Nu vil jeg ikke sige at den er absolut forkert. Det er der ingen metaforer der er, ligesom der ikke er nogen der er absolut rigtige. Der kan sagtens være kontekster og situationer hvor det kan være en nyttig metafor, at der er en barriere som fjernes, et forhæng der trækkes til side og afslører det vi er interesseret i, i al sin herlighed og glans: viden, indsigt, forståelse, hvordan noget virkelig er i sin nøgenhed.

Men der er langt bedre metaforer for viden, hvor den dannes og bygges. I konstruktionsmetaforen kan det lyde som om, at man kan bygge lige hvad man vil. Men vi har også udtrykket, at noget bygger på noget, og det er sådan viden skal forstås – som konstruktioner der bygger på noget. Det er noget vi danner og bygger og producerer, og ikke i den blå luft. Vi danner og producerer og bygger viden i processer vi har lært noget om, og som vi har erfaring med kan stå af sig selv. Derfor er hele den sammenhæng, jeg vil have frem i disse afsnit, synlig allerede i det sproglige, i forskellen mellem afsløring af viden der allerede er der, og viden som bygningsværker, der skal bygges, som skal kunne stå selv, og som man skal kunne bo i. Trapper, der skal kunne bære en. Vinduer, man skal kunne se ud af. Døre som skal åbnes uden at de støder ind i hinanden, og uden at de åbner op til en væg. Når man kommer indenfor, og når ind til hinanden, er den besynderlige blanding af tillid, tryghed og risiko som kaldes forelskelse, en åbenbaring. At man overhovedet er til, er et mirakel. Det er noget at bygge på.