Fysiske modeller er typisk bygget i formindskede størrelsesforhold, og uden irrelevante detaljer. Modellen fungerer nemlig først som model, når den isolerer og fremhæver det vi vil have fat i. De såkaldte orrerier (opkaldt efter jarlen af Orrery), altså mekaniske modeller af solsystemet, som kendes fra 1700-tallet og frem, tjener som gode eksempler. De viser de relative positioner og bevægelser for planeter og måner, og de præcise af slagsen, kan bruges til at forudsige eller beregne hvor himmellegemerne vil være på et givet tidspunkt. Det er tydeligt at se hvad der skal ligne i modellen, kloderne og deres ovale baner, men også underforstået at tandhjul og håndsving ikke skal ligne noget. Verden stritter imod at blive repræsenteret i skala. Afstanden mellem Jorden og Solen er fx næsten 12.000 gange så stor som Jordens diameter, og det er umuligt at få det forhold med i en model man gerne vil have stående på et bord. Alene sådanne ”banale” udfordringer, demonstrerer at verdensmodeller – og her er der blot tale om en model af solsystemet – kun kan modellere visse aspekter ved at ignorere andre.