Synet er uden sammenligning den sans der giver os mest information om vores omverden, den har den største båndbredde, og beskæftiger hjernen mest. Det er et solidt faktum, som kan begrundes biologisk og fysisk, og er baggrunden for at evolutionen igen og igen har opfundet foton-detektorer.

Det er derfor ikke overraskende at vi har massevis af ord og talemåder i vores sprog som henviser til noget visuelt, endda uden rigtig at “mene” det. Det visuelle er vindermodellen for adgang til verden og sandheder, i en grad hvor selv det man umuligt kan se, giver syn for sagen. Eller skulle jeg have skrevet ”Syn for sagn”, den oprindelige form, fra dengang “sagn” betød “noget sagt”?

Eftersom “verdensbillede” ikke skal forstås bogstaveligt, så er det en metafor. Sjovt nok er en ”metafor” på præcis samme ikke-bogstavelige måde et billede, ja ”metafor” og ”billede” er i mange sammenhænge synonyme, og begge dele er derfor metaforer.

Som vi ved, fungerer metaforer typisk ved at noget kendt og konkret bruges som betydningsmateriale når noget mindre kendt og abstrakt skal konstrueres. Billeder kender vi, verden kender vi (selvom “verden” ikke er så konkret igen, dasker vi trods alt rundt i den), så et billede af verden lyder som noget vi burde forstå hvad er. Samtidig er det evident at vi kun kan lave billeder, eller tage dem, som vi siger, af noget i verden, bittesmå udsnit faktisk. Et verdensbillede er således konkret forstået en umulighed, og man kan sige at det netop er denne umulighed der tvinger os til at manipulere betydningerne indtil de giver mening igen. Vi overfører betydning på passende og fleksible måder. Husk at lægge de billeder tilbage du har taget.