Det der betyder mest for os er de nære og konkrete erfaringer i hverdagen. Vi lever i de udvekslinger vi har med hinanden og tingene, og de strukturer af mening som vi bygger, bevæger os i og ændrer på, er ikke bestemt af en masterplan – tværtimod.

Det er oplagt at sammenligne med hvordan byer bliver til, enten i en organisk vækst over tid, eller som realisering af et design. Det er velkendt at det er vanskeligt at planlægge en by, uden at resultatet bliver sterilt. Eksperter kan gøre deres yderste for at forudse hvordan beboerne vil bruge byen, hvordan de mange behov bedst tilgodeses, hvordan trafikken vil flyde bedst, og så videre, men der er få eksempler på at det lykkes. Man kan udtrykke problematikken på mange måder. I matematisk retning kan man tale om at masterplanen forsøger at forudsige hvordan et kaotisk system af et stort antal gensidigt relaterede dele vil opføre sig. Det er lidt optimistisk når man tænker på at et system af himmellegemer bare skal op på tre elementer for at de ellers simple newtonske ligninger ikke kan løses præcist. I et mere æstetisk vokabular, svarer planen til at male et maleri hvis slutresultat man på forhånd kender i alle detaljer. Det kan være fint hvis det er det man vil og kan, men hele den kunstneriske proces går tabt, og som kunstnere ofte fortæller, er dialogen med materialet afgørende: det er her materialets modstand og karakter, tilfældighederne og erfaringerne undervejs, i en cirkulær proces, kan blive til foræringer og kompleksitet man aldrig kunne have overskuet på forhånd, ja som man måske aldrig kommer til at overskue.

I en mere biologisk-evolutionært inspireret analogi, hvad der allerede peges på i udtrykket “den organiske by”, er kan vi opstille modsætningen mellem en klassisk robot og en levende organisme. Robotten kan blive effektiv og funktionel, i præcis den udstrækning vi kan forudse dens konstruktion. Biologiske organismer er som bekendt resultater af en helt anderledes proces, som ikke er topstyret. Udviklingen er sket lokalt, på ethvert tidspunkt med udgangspunkt i strukturen som den nu engang er, i et kaotisk konkurrerende samspil med den nære omverden. For den evolutionære proces er der ingen mål og intentioner, ingen platoniske objekter den er tilnærmelser af, ingen spooky action at a distance, intet andet end den grundlæggende tautologi: det der formår at blive der, bliver der. Resultatet er en vidunderlig kompleksitet som rummer sin egen historie.

Det kan være en måde at forstå den planlagte bys sterilitet på; det eneste der kan aflæses i den, er planen, ja den realiserede by er i en vis forstand ikke mere end planen. Den organiske by er til gengæld mere, den bærer sin historie med sig, hvilket fx kan aflæses i den måde vejen mellem A og B sjældent er den korteste.