Begrebet kognitiv dissonans er grundet i at det er ubehageligt at have to modstridende tanker på samme tid. Ikke fordi man så ikke lever op til en ekstern standard om logisk korrekthed, men fordi det er en uholdbar intern psykologisk tilstand. Det er tydeligt at vi i al almindelighed gør meget for at undgå dette ubehag.

At vi ikke bryder os om at modsige os selv, betyder ikke at vores verdensbilleder er modsigelsesfri. Der er meget nemmere måder at undgå ubehaget på, end ved at gå i clinch med spørgsmålene. En udbredt metode er at sørge for at der går lidt tid imellem man lufter de modstridende elementer. Det er “skuffe”-løsningen: så længe man ikke trækker de pågældende skuffer ud på samme tid, vælter kommoden ikke, og man er ok.

Skuffeløsningen harmonerer godt med hvor sammensat både vores menneskelighed, og de miljøer vi bevæger os i, er. Det er ikke så mærkeligt at de måder vi forholder os til sandhed og mening på, adskiller sig meget fra hinanden, alt efter om vi er alene, i supermarkedet, på job, blandt venner, blandt fremmede, på hospitalet, ved bedemanden, og så videre. Det ene øjeblik deltager vi i engagerede samtaler om en lille praktisk beslutning, det næste øjeblik kigger vi op på nattehimlen og bliver væk i galakserne. Det ene øjeblik irriteres man over at S-toget er ti minutter forsinket, det næste øjeblik tænker man på at alle dem man holder af og én selv, vil dø indenfor relativt få år.

Det er mildt sagt forskellige perspektiver, og det skal de nok have lov til at være i den almindelige livsstrøm. Jeg kan dog ikke undgå at føle at der er noget utilfredsstillende, snævert og, ja ukorrekt, ved at navigere et verdensbillede med alle disse blinde veje og isolerede rum. Jeg opnår det selvsagt ikke, men der er noget i mig som holder fast i et ideal om en poetisk tænkning som ikke bare er dækkende, konsistent og sammenhængende, men åben og smidig.

At skrive er en vanvittig god måde at opdage hvor uvidende og usammenhængende man er.