Slår man ordet op i Den Store Danske, finder man en artikel om kosmologi, der lægger ud med mytisk-religiøse fortællinger om skabelse, og slutter med det billede af universet som blev tegnet af Einstein.

Kosmologiske spørgsmål om hvordan den verden vi lever i, blev til, ser ud og fungerer i stor skala, er indeholdt i hvad jeg kalder min verdensskitse, men jeg er bange for at mit begreb er langt mere omfattende. Hvis jeg bliver spurgt til det, tænker jeg ikke først og fremmest på hvordan vi bedst beskriver universet eller dets historie, men på noget der på én gang er mere nede på jorden og svævende, både mindre og mere totalt.

Jeg forstår et verdensbillede hos en person, som mig selv, som den samlede mængde af forståelser, antagelser og anskuelser som man går rundt og ”har”. ”Har” er i anførselstegn, fordi den type viden jeg tænker på, ikke nødvendigvis er sprogliggjort, og fordi man, selvom man prøver at formulere den, ikke vil kunne gøre det fuldstændigt. At “have” et verdensbillede lyder som om man kan skifte det ud som modetilbehør, men det er ikke en frihed vi har, eftersom baggrunden for at vælge, i sig selv er et billede af verden.

Det er lidt som at gå og hedde Frede, lige så flagrende og faktuelt. Vi går i et verdensbillede, og hedder hvad vi nu hedder.

Ligesom der altid er en baggrund bagved forgrunden når vi kigger på noget, og ligesom synsfeltet aldrig helt forsvinder, selv når vi lukker øjnene, giver vores erfaringer og egenskaber os et billede af verden, en forståelse af hvordan det hele hænger sammen, selvom det er nok så uskarpt, mangelfuldt, hullet og delt. Bortset fra når vi er i krise, står vi ikke uden en helhedsforståelse. At det er sådan, viser sig hver gang vi registrerer en oplevelse eller et udsagn; om det er velkendt eller nyt, kan vi kun bruge vores apparat af forståelse som det nu er, til at forstå og fortolke. Blot spørgsmålet om et givet udsagn fortæller os noget nyt, som vi må gøre plads til, eller om vi allerede kender ”den slags” og dermed har et sted til det i forvejen, forudsætter at vi har dette altomfattende om end ikke ligefrem finkornede billede. Vi kan se det som et spørgsmål om forskellige typer af læring. Der er allerede en hylde det nye kan placeres på, men hvis der ikke er, er selve den lærendes identitet på spil; der skal ryddes op på hylderne, måske skal hele opstillingen af reoler ændres, for at få plads til det nye.