Undskyld min manglende oprigtighed

Undskyld at jeg ikke formår at undskylde dybere

At jeg ikke mener min undskyldning fuldt ud

At jeg opretholder en anmassende afstand

Og rethaverisk fastholder fortolkningens uskyld

Undskyld! 

 

Undskyld at jeg nøjes med at undskylde konsekvenser

Og ikke undskylder mine intentioner

Undskyld at jeg ikke kender mine intentioner fuldt ud

For slet ikke at tale om mine intentioners intentioner

Undskyld at modstridende synspunkter rummes i mig

Undskyld!

 

Undskyld på vegne af det sande og skønne

Undskyld for det politisk korrekte og de politiske fejl

Undskyld at jeg ikke sagde fra

Undskyld at jeg ikke sagde til

Undskyld at det hverken gør fra eller til

Undskyld!

 

Undskyld at jeg ikke kan undskylde på andres vegne

Og undskyld på de andres vegne

Og undskyld på egne vegne

Undskyld for omstændighederne, for vilkårene

Undskyld at ordet mister sin betydning når det gentages

Undskyld

 

Undskyld jeg mente det ikke

Undskyld det var ikke min mening at såre dig

Undskyld at det måske var min mening

Undskyld venligst mine undskyldninger

Undskyld, jeg var træt, du gik mig på nerverne

Jeg havde ikke sovet, jeg er et samfund for helvede!



(Det ene af mine bidrag til dobbeltantologien “Love & politics”, Poesiens hus Rosette, 2014.)