Når man gerne vil gå sit verdensbillede efter i sømmene, og undervejs opgradere og udfylde de største huller (om det er nok så nødtørftigt) får man brug for en form for oversigt over hvad der i hvert fald skal med. Man kan, sådan som vi har struktureret viden i de to store kulturer som C.P. Snow sagde det, tænke i humaniora og naturvidenskab, og så derfra spørge til hvilke fakulteter de rummer. Problemet er selvfølgelig at ens verdensbillede i den forstand jeg skriver om det, ikke nødvendigvis accepterer de samme kategoriseringer og prioriteringer som de akademiske institutioner de facto repræsenterer. De er jo et resultat af en historisk proces der er drevet af alle mulige irrelevante kræfter. Et andet bud er at gå til biblioteket, eller i hvert fald idéen om det. Et bibliotek er nødsaget til at have en form for systematik. Alle bøger som udgives bør principielt have et sted at stå, så de kan komme på rette hylde. Deweys decimalklassesystem er det oprindelige grundlag for den ordning der bruges op danske biblioteker, DK5. Spørgsmålet om hvordan man konstruerer sådan et system er interessant. Som udgangspunkt har man det problem i et fysisk bibliotek at en given bog kun kan placeres ét sted, og derfor overordnet set kun kan sorteres i én dimension. Indenfor underkategorierne kan man så sortere dem igen efter andre kriterier, typisk alfabetisk, men ligemeget hvad man gør, kan man kun konstruere et hierarkisk system hvor der indenfor hver “dybeste” underkategori kun er én sorteringsdimension. Nu er der ingen grund til at antage at verden som sådan er pænt hierarkisk formet, og man vil hele tiden have det problem at en given bog i virkeligheden burde stå mange forskellige steder. Sorterer man i fakta og fiktions-litteratur, og fakta i forskellige faglige traditioner, som man typisk gør, kommer filosofiske afhandlinger om hvad tid er, til at stå et andet sted end naturvidenskabelige hypoteser om tid, og alle de romaner og digtsamlinger som også beskæftiger sig med tid som et hovedtema, står endnu længere væk og spredt. Og sådan kan man blive ved. 

Databaser slår mig som interessante af den abstrakte årsag at de muliggør sorteringer i et arbitrært stor antal dimensioner; der er simpelthen plads i det abstrakte bibliotek til at stille samme bog mange forskellige steder, og hvor nærhed i det fysiske rum kun har tre dimensioner, er nærhed i det abstrakte rum muligt i et principielt endeløst antal retninger.

Det er klart at mine associationer her går i retning af vores egne indre biblioteker, jeg mener al det indhold af enhver slags som er i os og kan kaldes frem i. Minder, fornemmelser, begreber, argumenter og pointer, viden – hvad som helst vi er i stand til, frivilligt eller ufrivilligt, med eller uden påkrævet arbejde – at repræsentere og kommunikere. Hvem ved hvordan det er ordnet? Ganske sikkert ikke alfabetisk, og heller ikke efter et hierarki af emner der minder om bibliotekets reolsystemer. Jeg hørte en Brinkmans briks-podcast med erindringsforsker Dorthe Berntsen som gæst, og samtalen om spontane minder satte gang i følgende eksperiment som jeg vil foreslå at prøve:

Sørg først for at være lidt afslappet og veltilpas. Fokusér så på noget tilfældigt i dit synsfelt, det kan også være en lyd eller en taktil sansning. Spørg nu dig selv på en afslappet måde, hvilket minde der kommer frem. Det er vigtigt ikke at stille krav om at det skal være det rigtige minde (som om der var forkerte eller rigtige “svar”) eller at det der kommer frem nødvendigvis skal tids- eller stedsfæstes. Det fascinerende, for mig i det mindste, men også for dem jeg har talt med om det, er at noget simpelthen dukker op. Min hukommelse forekommer mig ofte at være elendig, og især kronologiske oplysninger hjælper mig slet ikke til at finde minder frem – sådan er mit indre bibliotek ikke ordnet. Men den helt åbne analogiske association, hvor mindet kommer frem via en lighed i bred forstand, med den trigger man nu fokuserer på, virker for mig hver gang. Det kan godt være det ikke er meget der dukker op, men der er altid noget.

En anden association er til Internettet og det ærværdige begreb hypertekst. Når vi oplever hvad som helst der er meningsgivende (læser en tekst, skriver en tekst, samtaler, tænker, perciperer bevidst, etc.) er hvert element et klikbart link, ja endda en hel sværm af links. Der er så utrolig mange måder at komme fra hvad som helst til hvilket som helst på. De fleste af disse links er undertrykte af situationen, dvs. der er en kontekst som fremhæver bestemte links som de relevante og frasorterer andre, men i realiteten forestiller jeg mig at hvert enkelt betydningselement i en vis forstand (min fx) holdes på plads af samtlige forbindelser, af alle vejene ud fra det betydningsknudepunkt man nu opholder sig ved.

I det lys er almindelige tekster både problematiske og nødvendige. Problematiske fordi de i deres simple linearitet frasorterer næsten alle potentielle forbindelser. Nødvendige fordi den simple og endimensionelle linearitet tegner en vej, træder en sti, finder en rute igennem det vilde netværk som er vores liv.